Forestil dig dette: Jeg sidder i mit atelier og maler cowboys.

Ja, du læste rigtigt – cowboys.

Disse brovtende, bredskuldrede figurer, som i det vilde vesten blev stereotypen på det gammeldags mandlige kønsideal, der vandrede rundt med deres brede skuldre og  skarpe kæbelinjer.

En rigtig mand, som aldrig græder.

Hvor kommer inspirationen fra?

Jeg er meget lydhør og åben overfor, hvad jeg hører og ser omkring mig.

Det kan være en replik eller en scene i en film. Det kan være noget, som jeg læser eller hører i en podcast.

Eller det kan være en fascination af eller kærlighed til en bestemt genre eller tidsperiode.

I det her tilfælde var det, fordi min datter og hendes kæreste var på ferie i Austin, Texas.

Hun ringede hjem og fortalte om, at texanerne stadig går  rundt i cowboystøvler og cowboyhatte, som om de lige var faldet ud af en westernfilm.

Det satte straks gang i min fantasi og gamle minder fra min barndom, hvor jeg er vokset op med cowboyfilm og John Wayne, dukkede på nethinden.

Og da jeg i forvejen er optaget af at male ironiske, men alligevel kærlige værker med kønsstereotype motiver – så ligger det lige for.

Hvilken slags maskulinitet bliver denne fyr så et symbol på?

Den stille, stoiske type, der kunne stirre en grizzlybjørn i øjnene uden at blinke?

Eller ham, der knap kan finde ud af at lave en kop kaffe, men som alligevel mener, han kan tæmme en vild hingst?

Jeg tænker, at hvis der er noget, vi  har brug for i disse tider, er det en påmindelse om, hvor meget vi elsker og har brug for at tage pis på vores egne stereotyper.